♫

Fra grænsen drejed’ vi Jorden tilbage
sådan var det i starten.
Men vor kommandant satte foden mod Ural
og sparked’ tilbage fra den.

Endelig lød det: til angreb og saml’
hver en fodsbred, vi mistede, sammen.
Men vi husker, at solen gik baglæns den dag
- i øst så vi solnedgangen.

Tro ikke vi afskridter Jorden,
når vi tramper på blomster og græs.
Nej, med fødderne sparker vi Jorden
bort fra os, bort fra os.

Med fødderne drejer vi Jorden rundt
når vi ændrer slagorden.
Stormen fra øst bøjer kornet helt ned,
og dyrene trykker sig mod Jorden.

Men vær ikke bange når solen går vild.
Dommedag kan vi ta’ når vi bliver gamle.
Lige nu drejer vi Jorden hvorhen vi vil,
når et nyt kompagni går i kampen.

Vi kravler og griber i blinde
om jordknolde, tuer og mos.
Selv med knæene skubber vi Jorden
væk fra os, væk fra os.

Her finder man ingen hænder, der løftes
mod himlen deroppe.
De levende finder den dækning, de kan,
i ly af de dødes kroppe.

Blyet er dumt, men det rammer os alle
før eller siden.
I bunkeren låner nogen lidt liv
og standser et øjeblik tiden.

Mine spor lod jeg bag mig, og sorgen
viskedes ud på min vej -
og med albuerne drejer jeg Jorden
under mig, under mig.

Én rejste sig helt op i fuld figur,
han fik straks en kugle i brystet.
Men vort kompagni kravler videre mod vest,
for at solen kan stige i østen.

Vi bider i græsset med øjnene lukket
og dunsten af dyndet i næsen.
Men i dag går solen sin bane igen,
for vi slider os frem imod vesten.

Har vi ikke arme og ben? - Jo vi lever!
Vi er ikke døde endnu,
og ved græsrødderne tar vi Jorden
ind mod os, i et kys.