Det er svært at trække vejret i den lumre luft.
Tordenskyer hænger blåsorte og tynger.
Jeg kan ingenting, jeg ved ingenting, men jeg hører dog
eventyrets fugle, som synger.

Glædens fugl er Sirin, dens muntre sang
lokker hjemligt fra dens redested.
Længslens fugl, Alkonost er sort som sorg,
og dens sang river op i min fred.

Syv strenge slår i min
guitars klang.
Håbets lille fugl, Gamajon,
synger sin sang.

Himlen over Rusland er høj af klokkers klang
- kobberklingende, kobberskinnende -
i glæde, i sorg og i vrede.
Og med guld beklæder vi løgkuplerne,
så Vorherre lettere kan se os.

Jeg ser mit Rusland, mit evige land
fuldt af eventyr - dage og nætter.
Der er sødme, der er bitterhed, der er surt og der er salt,
der er blå himmel over korngyldne sletter.

Jeg ser min hest i et mudret spor
synke ned i ler til sin bug,
men den trækker mig dog - med en vælde så stor
som mit land, der sover endnu.

Syv måner spår
lykke på vor vej.
Håbets lille fugl, Gamajon,
synger for mig.

Jeg vil pudse min sjæl, min arme sjæl
- til den skinner, til den klinger -
i glæde, i sorg og i vrede.
Og med guld vil jeg lappe på mit lasede tøj,
så Vorherre lettere kan se mig.