♫

Jeg løber for livet, jeg løber for livet,
det’ det samme idag som igår.
De har mig i fælden, de har mig i fælden,
skønt jeg løber alt det, jeg formår.

De løfter bøsserne, de har os på kornet,
og luften blir tyk af blod og af krudt.
Ulvene snubler, ulvene falder,
vi kan intet gøre, nu er det slut.

De skyder ulve, ohøj, de skyder ulve,
de skyder hunnerne, de skyder ungerne.
Jægerne griner, hundene bjæffer
og sneen er rød som deres faner af vort blod.

Kampen er ulige. De skyder fra baghold
med sikre hænder og sikkert blik.
De spærrer hver udvej med røde faner.
De kender os ulve og ulvenes skik:

De ved vi altid følger flokken,
for da vi var unger, da lærte vi
- ja, vi fik det ind med modermælken:
de røde flag går man aldrig forbi.

De skyder ulve, ohøj, de skyder ulve,
de skyder hunnerne, de skyder ungerne.
Jægerne griner, hundene bjæffer
og sneen er rød som deres faner af vort blod.

Vi har hurtige ben, vi har skarpe tænder,
så svar mig nu, førerulv - svar mig nu:
Hvorfor la’r vi os skyde? Hvorfor la’r vi os slagte?
Hvorfor la’r vi os stoppe af flokkens tabu?

Vi må ikke, vi kan ikke - nej, vi tør ikke!
Men også min time nærmer sig,
hvor jægeren smiler og løfter geværet
og retter sigtekornet mod mig.

De skyder ulve, ohøj, de skyder ulve,
de skyder hunnerne, de skyder ungerne.
Jægerne griner, hundene bjæffer
og sneen er rød som deres faner af vort blod.

Jeg adlød ikke. Jeg trodsede fanerne.
Min tørst efter livet var alt, alt for stor.
Og varm af glæde hører jeg bag mig
- folkets undrende kor.

Jeg løber for livet, jeg løber for livet,
men nu er det ikke mer som igår.
Jeg var i fælden, men brød igennem!
Og en lang næse er alt, hvad de får!

De skyder ulve, ohøj, de skyder ulve,
de skyder hunnerne, de skyder ungerne.
Jægerne griner, hundene bjæffer
og sneen er rød som deres faner af vort blod.