Hornene gjalder: "Afsted, afsted!" Og følget bryder op. En jægers sjæl er uden kapricer, som spundet af oksesener. Hvad mennesker dog fornøjes ved: at dræbe to hvide svaner! Og falkene strøg afsted... Et øvet øje har skytten... Men de to svaner har netop denne dag mødt hinanden. Hun holdt til under solen - der, hvor blående stjerner flokkes, hvor kun de svaner kan nå hen, hvis styrke ikke kan rokkes. Svæv afsted på lette vinger i det tætte, skælvende blå, glid ad gudernes brinker helt deroppe i de højder, som kun engle og kun sukke har mulighed for at nå. Han nåede hende deroppe - en lykkelig forening. Men dette store øjeblik blev deres svanesang. Lig to bevingede engle, de rettede kursen mod jorden, en risikabel vane. For skjult i krattet passer jo jægerne på, at lykken trækker det korteste strå. Nu tørrer de sveden af panden, de der var skyld i faldet: den sidste bøn blev opfyldt - bi lidt, oh øjeblik! Så lød dette evige vers i deres svanesangs klimaks - to ofre for fælles lykke. I tosomhed faldt de til jorden, men forblev trods alt deroppe i lykkens syvende himmel.
© Helle Dalgaard. Oversættelse, 1984