Tung er luften, det biir torden, alt er gråt i gråt.
Skyen hænger ganske lavt som en kugle.
Intet kan jeg, intet ved jeg - men nu hører jeg
at de synger, de fortryllede fugle.

Glædens fugl hedder Sirin - hun lokker mig
med en sang, der er lysende gul.
Længslens fugl er den sorte Alkonost
og hans røst brænder ind i mit skjul.

Ud af mørket kommer nu
så grøn og mild og bly
håbets lille fugl, min Gamajun.
Hun synger højt på ny.

Hele luften fyldes pludselig af klokkers klang -
himmelstormende, himmelklingende
som i glæde, som i vrede, som i smerte.
Og med guld har vi dækket alle kuplerne
så Vor Herre ser ned på os ofte.

Og jeg ser på mit store fortryllende land
på de bitre, på de smukke paradokser.
Og jeg ser på mit land, fyldt med gåder og sagn
på de farver, der fødes og vokser.

Dovne heste drikker søle der er brun og fed
og de kvæles af slam og af løgn.
Jeg vil aldrig dele sløvhed og usselt liv
som er skændet og dulmet af søvn.

Stjerner vandrer nu i flok
på himlens spinkle bro.
Lille smukke fugl, min Gamajun
du gir mig håb og tro.

Og jeg pudser på min fattige, min slidte sjæl
til den skinner smukt, til den bløder smukt
til den klinger som i vrede, som i glæde.
Og med guld vil jeg lappe på min usselhed
så Vor Herre ser ned på mig ofte.