Jeg er svejser og jeg knokler.
Jeg er glad nok for min tjans.
Som et klap på skuldren får jeg
nu en rejse udenlands.

Vasker skidtet af mit fjæs og
tænker: Får mit liv lidt krudt?
Men min kommissær ved alt hvad
der er tilladt og forbudt.

Han sir: Levefoden er lidt
bedre dér.
Jok nu ikke rundt i beddet
lissom hér.

Når de spør om noget må de
ha’ et svar.
Du kan læse alt i denne
formular.

Og han taler venligt til mig
om det lumske land mod vest:
Pas på alle demokraterne
i polske Budapest.

Rent politisk går de andre
veje end i vort system.
Men bær over med de stakler -
for det er et stort problem.

Blir du budt på vodka sir du:
Må jeg be’!
Kammerater demokrater -
jeg på te!

Jeg tog bladet fra min mund:
Det er for stift!
Te gir tynde lår - det er det
rene gift!

Tag det roligt og la’ vær’ at
glo på deres overflod,
Spar på dine rubier og lev
aldrig på for stor en fod.

Når de gir dig gaver svarer
du blot venligt: Ellers tak!
Vi har bedre sager hjemme,
kære tjekoslokovak!

Og hvis du vil gå på marked:
Vær på vagt!
for de tyske rumæninder
er på jagt!

Ryst dem af dig når de hvisker:
Lille skat!
Russermænd får altid gratis
missekat!

Overalt vil du ku’ mærke
bourgeoisiets perversion.
Og en pige med to kæmpebryster
er måske spion.

Så når hun vil ha’ dig med i
kanen sir du uden spot:
Hjemme i mit land er den slags
lyster nu en sagablot.

Du skal passe meget på i
en kupé.
For en smuk blondine er en
mand, måske?

I korsettet bar hun gemt en
håndgranat.
Og imellem sine ben en
stor krabat.

Jeg sa’: Jeg er ikke ganske
sikker på at jeg forstår.
Hvodden kan man sikkert checke
kønnet uden at hun slår?

Kommissæren stiller engleblidt
min store kundskabstørst:
Prøv at føle dig lidt frem - men
husk at ffirte kraftigt først.

Så nu ved jeg at det værste
der kan ske
er at jeg går hen og får en
fiks idé.

Hos bulgarerne i byen
Budapest
er det nemt at skifte saddel
på sin hest.

Det rumænske får min tunge
til at vandre sig en tur.
Ved min hammer og min ambolt
kan jeg mærke at jeg du’r.

Jeg er ingen agitator,
blot en ganske simpel smed.
Til det polske Ulan Bator
vil jeg ikke rejse ned.

Hele natten er jeg som en
snurretop.
Åh min Dusja, lille Dusja
vågn nu op.

Du har altid vidst hvad der er
godt og bedst.
Er det strengt nødvendigt rejsen
gar mod vest?

Dusja vågner langsomt. Hendes
papillotter stritter vildt.
»Ti nu stille Nikolaj, jeg
ønsker bare vi var skilt.

Du har altid været nøjsom,
men nu må jeg være hård:
Dusja, Dusja har jeg hørt til
hudløshed i tyve år.

Du har lovet mig så mange ting,
dit skvat.
Det jeg ønsked mig var voksdugen
fra Tchad.

Vi har diskuteret disse
ting så tit.
Åh min Gud, hvor er det her et
mareridt.«

Så jeg lagde mig igen og
så på Dusjas brede ryg.
Alt var atter ved det gamle
og jeg følte mig helt tryg.

Men i drømme var jeg helt og
sloges med mit skjold og sværd.
Jeg så bulgarinder dukke
op med fuldskæg og gevær.

Og jeg drømte om en voksdug
der var brun.
En polinde ville mærke
min harpun.

Måske vil jeg aldrig komme
gait af sted
hvis jeg lever hos rumænerne
i fred.

Dusja var en tordensky, nu
er hun som en forårssol.
Fløjter som en stær i brunst og
skænker sig lidt alkohol.

Stryger alle mine skjorter,
der må være noget galt.
Jeg tar afsked med det hele,
føler at jeg snart blir kvalt.

Men vi drak så tæt at jeg blev
monogam.
Og min hikke ud til flyet
var infam.

Lige før jeg gik ombord
så blev hun bleg.
Hun hvisked: Hvem forråder hvem,
min Nikolaj?