Når du vender dig om og ser min plads er tom,
så ses vi aldrig mer, må du forstå.
De har sendt mig afsted på syv års ferie
mod øst, mod øst til Bodaibo.

Men græd ikke for mig, tænk ikke på mig
og sig intet til min gamle mor.
Nu gir jeg fanden i alt - og jeg gør nytte her:
jeg bryder guldmalm op af fædrelandets jord.

Vejen fører ikke længre, sporet slutter her,
her er bare horisont - så kold og blå.
Jeg ville græde, hvis jeg kunne græde, men
der er ingen tårer mer i Bodaibo.

Du skal ikke længes, du skal ikke vente.
Gå ud og find en anden ven!
Rens dit hjerte ud, jeg ber en bøn til Gud
om at jeg aldrig mer’ skal møde dig igen.

Om dagen knokler jeg, for at glemme dig,
til kroppen den blir tom og træt og øm.
Men om natten, når jeg ligger i barakken,
blir du ved at komme til mig i min drøm.

Mit hjerte hyler som en pisket køter,
rundt omkring mig er luften bare blå.
Der er syvhundred mile til min elskede -
jeg er syv blå år i Bodaibo.