Vi drejede Jordaksen ud af sit leje
den gang i tilbagetogets dage.
Men vor bataljonschef han satte sit støvle
mod Ural og tvang den tilbage.

Endelig lød det: til angreb - og saml
hver en fodsbred, vi mistede, sammen.
Solen gik baglæns den dag, kan vi huske.
I øst så vi solnedgangen!

Det er ingen skovtur, vi er på.
Fremad! Ja, nu gi'r los!
Og med støvlerne drejer vi Jorden
under os, under os.

Vi drejede Jorden i leje igen
uden løftestang den dag, vi vendte.
Stormen fra øst vælter høstakke om.
Fåreflokkene trykker sig skræmte.

Vær ikke bange, når solen går vild.
Dommedag er en sag for de gamle.
Jorden den drejer vi rundt som vi vil,
når et nyt kompagni går i kampen.

Vi kravler og griber i blinde
jordknolde, tuer og mos.
Og med knæene drejer vi Jorden
under os, under os.

Her finder man ingen med løftede hænder
mod himmelske magter deroppe.
De levende finder den dækning, de kan
bag de faldnes beskyttende kroppe.

Blyet er dumt, men det finder os alle.
Hvornår eller hvor ved vi ikke.
Nogen gik mod en maskingeværstilling,
og alting stod pludselig stille.

Mine spor lod jeg bag mig, og sorgen
viskedes ud på min vej -
og med albuerne drejer jeg Jorden
under mig, under mig.

Én rejste sig op - og samme sekund
blev han ramt af en kugle i brystet.
Men vor bataljon kravler stadig mod vest,
for at solen kan stige i østen.

Nede i grøften der lukker vi øjnene
indsnuser dunsten af dyndet.
Oppe på himlen går solen sin bane
igen, som da alting begyndte.

Vi har arme og ben - jo, vi lever
og kysser det dugvåde græs.
Og med tænderne drejer vi Jorden
ind mod os, ind mod os.