Det værste jeg ved, er det skæbnebestemte,
det gir mig intet at synge om.
Det værste jeg ved, er at gå der og vente,
når jeg er på antabus og flasken er tom.

Det værste jeg ved, er kølig kynisme,
men blind begejstring ka være ligeså led,
og når fremmede læser mine breve
over skulderen på mig - så blir jeg vred!

Det værste jeg ved, er halvkvædne viser
og øjne, der ikke tør møde hinanden.
Det værste jeg ved, er at skyde i ryggen -
skal der skydes, så skyd forfra for fanden!

Det værste jeg ved, er lange monologer,
der ikke gir samtalen ordentlig plads,
og når folk bare brokker og brokker og brokker
så skær det - som jern imod glas.

Det værste jeg ved, er skråsikkerhed,
når jeg møder den, så bremser jeg op.
Der er alt for få, der taler om ære,
og der er for mange, der bagtaler folk.

Men når jeg ser et par brækkede vinger,
så føler jeg ingen medlidenhed.
Nej, jeg kan hverken li’ magt eller afmagt,
men den korsfæstede føler jeg med.

Det værste jeg ved - det er mig selv,
når uskyldige rammes, og jeg bare er fej.
Jeg hader, man snager omkring i min sjæl,
og at man spotter og spytter på mig.

Men det allerværste er marked og maneger,
hvor alt er køb og salg og brød og skuespil.
Nej, lad dem lokke med guld og privilegier,
der vil jeg aldrig, aldrig, aldrig høre til.