Sandheden gik i gyldne klær gennem byen
sammen med alle de udskudte, arme og små.
Løgnen fik ondt i øjnene bare ved synet,
så hun åbnede vinduet og lokkede listigt: ”Hallo!

Kom ind i min seng og hvil dig, kære veninde!”
- og Sandheden var blåøjet nok til at hoppe på den.
Men da hun sov som et barn, bjæffede løgnen
råt som en bulldog: ”Nu’ det min tur, min ven!”

Løgnen tog dynen af Sandhed’n, der sov så uskyldigt,
tømte sin flaske og lo: ”så nu starter vi spøgen.
For når vi er nøgne, som da vi blev sat her i verden,
kan intet men’ske se forskel på sandhed og løgn.”

Klæderne tog hun, og tegnebogen og uret
og klemte sig ned i Sandhedens fine blå sko.
Så trak hun maven ind og gik ud i byen
og viftede stolt med Sandhedens legitimation.

Sandheden vågned og følte sig først lidt forvirret.
Udsat på Løgnens altan stod hun, helt uden tøj.
Men i byen vendte pøbelen sig imod hende.
Hun løb spidsrod i gaderne, dænget med mudder og møj.

”Jeg er uskyldig”, sa’ Sandheden, ”I er blevet narret
for Løgnen har stjålet mit tøj og mit ID-bevis!”
Men alle de små og de arme og udskudte svared:
”Det er dig, der lyver! Bedragerske! Hent politi!

- for Sandheden kender vi. Hun går i gyldne klæder.
Du må væ’r fuld, hvis du tror vi kan narres så let.
Nej, Sandheden går ikke nøgen og snavset på gaden.
Ud med dig! Ud! Her slås vi for sandhed og ret!”

 
 
 
 

Sandheden græd og bedyrede længe sin uskyld.
Nu er hun hjemløs - både i øst og i vest.
Og Løgnen rider frem i galop gennem verden,
for hun har stjålet en raceren væddeløbshest.

 
 
 
 

Hvad kan man lære af denneher russiske fabel?
Jo, at løgnen er løgn, ligegyldigt hvad tøj, den tar på.
Og at sandhed er sandhed, både i gyldne klæder
og udsat på gaden, snavset og nøgen og grå.

Så tag dig i agt, min bror, når du går i byen
- hvem ved i hvis seng du kan vågne op næste dag?
Og hvem der rider din hest og bruger dine penge,
klædt i dit tøj og dit navn - mens du selv er klædt af?