Nu skal I høre om en mand.
Historien om ham er skrevet i sand.
Han havde sangstemme og talent,
men nu er hans spor slettet og glemt.

Han ville så gerne lyse op.
Han ville blomstre med sjæl og krop.
Men det blev blot til stjerneskud,
for han fik aldrig sunget ud.

Han begyndte forsigtigt på tonen C,
men det blev aldrig til mere end det.

Akkorderne fik ingen klang
og ingen sukked når han sang,
og ingen ville synge med
på noget sted.

Så dumt, å herregud, så dumt, så dumt!
Han sku’ bryde ud som en vulkan,
han skulle tømme et ocean
- men fandt ikke ud af hvordan.

Han søgte i sin dybe sjæl
om svar på alt, om liv og død.
Men det, han fandt, var kun sig selv
og salte tårer, som blot flød - og flød.

Hans lidenskab blev blot forsøg.
Hans breve de blev aldrig sendt.
Og mine øjne svider af røg
fra alle de skibe, han ikke fik brændt.

Var han for stærk eller var han for svag?
Han fik aldrig kæmpet et eneste slag,

fik aldrig nævnet hendes navn,
fik aldrig taget hende i favn,
fik aldrig kysset hendes mund - hun,
som han sku’ ha, skulle ha - nej skulle ta!

Så dumt, å herregud, så dumt, så dumt!
Han ville leve stort og vildt.
Han ville flamme som en ild,
men fik det ikke til.

Hans kærlighed blev bare til digt.
Han skrev blot hendes navn i sne.
Men sneen smelter, som vi ved
- så skrev han bare digt om det.

Men sneen falder jo på ny.
Hans længsel steg igen mod sky.
Hans tårer blev perler på en snor
af ord og ord og ord og ord...

Men til hendes læber og hendes favn,
der nåede han aldrig frem:

Han kyssed’ blot en mælkevej,
men så en dag sa’ skæbnen nej!
Fra mælkevejen faldt han ned,
og det var det...

Så dumt, å herregud, så dumt, så dumt!
Tiden var gået - han gav op.
Han spændte ikke buen nok,
han skød for kort, Han skød for kort...

Så dumt, å herregud, så dumt - sådan
det var historien om en mand.
En fugl må flyve, en hest må gallopere.
Men hvorfor ku han ikke mer’...