Hvad er det egentlig, der’ på færde med os to?
Måske ku’ stormen, da vi mødtes, svare.
Vi mærked’ Jorden skælve under os,
så kastede vi los - og leved’ bare.

Jeg tog dig op fra rendestenens dyb,
men dine vaner blev hurtigt tem’li dyre,
og efter dig kom snart et halehæng
af alt for mange, alt for flotte fyre.

Jeg banked dine venner - en efter en.
Jeg brød mig faktisk ikke særlig meget om dem.
Bekendtskabskredsen skrumped hurtigt ind,
skønt der sikkert var flinke folk imellem.

Hver time skulle være en bryllupsnat!
Du fik det hele, bare du peged på det.
For din skyld sprang jeg ud foran et tog,
men heldigvis så skete der ikke noget.

Havde du ventet på mig i det år,
jeg var i ”datja”, hør hvad jeg sku gøre:
så sku jeg ha sat regnbuen i dit hår,
og ha hængt Kremls røde stjerne i dit øre.

Hvis du er utro - sig det som det er.
Jeg klarer alt, hvis bare du taler sandhed.
Så kan jeg lægge Bolsjojteatret ned
og stadioner med. Og gå på vandet.

Men jeg tør ikke møde dig lige nu.
Jeg frygter nætterne, åh min Irina,
lissom et stråleskadet Japan gør,
der frygter for endnu et Hiroshima.