Langs en lukket grænse mellem Rusland og Tyrkiet
går en stribe jord, man kalder ingenmandsland.
Der er pigtråd ind mod os - og pigtråd ind mod dem,
men inde midt i mellem vokser blomsterne frem

- for i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt.

Kaptajnen i vor grænsevagt han har en dejlig pige.
Da han frier, siger hun: "Det vil jeg gerne, men
blomster må der være - jeg kender militæret:
bryllup uden blomster blir til bare druk, min ven!"

Men i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt.

Ovre på den anden side grænsen, i Tyrkiet
si’r en tyrkisk pige til sin tyrkiske kaptajn:
"Jeg vil gerne ha dig. Kom nu her og ta mig.
Men husk at plukke blomster først i ingenmandsland!"

Og i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt.

De russiske soldaterkammerater og kaptajnen
kravler over hegnet sent en nat i hemlighed.
Tyrkerne er osse ude at plukke blomster,
men ingen af dem ved, de er på vej til samme sted.

Og i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt.

Alle blir beruset af de vilde blomsters dufte.
De raver rundt og ved snart ikke mere, hvor de er.
”Av!”, si’r en på russisk - og hører lige plus’li:
”For helvede!” på tyrkisk. De er lisså fulde der.

Men i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt.

Kaptajner og soldater dejser snart omkuld og sover
og drømmer blomsterdrømme om en grænseløs Jord.
De ser bunkers der er tomme, de ser tusind blomster komme
op af grus og af sand skyder blomsterne frem

og hvert eneste land blir et ingen-mands-land.
Jorden ejer ingen mand!

- og i det land, man kalder ingen mands,
vokser blomster overalt!