Det er svært at trække vejret i den lumre luft.
Tordenskyer hænger blåsorte og tynger.
Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg synge? Men hør, hvad er det?
Eventyrets fugle - de synger!

Glædens fugl er Sirin, dens muntre sang
lokker lifligt fra sit redested.
Længslens fugl Alkonost er sort som sorg,
og dens sang river op i min fred.

Syv strenge slår i min
guitars klang.
Håbets lille fugl, Gamajon,
synger sin sang.

Himlen gennembores af klokkeklang
– kobberklingende, kobberskinnende -
i glæde, i sorg og i vrede.
Og med guld beklæder vi løgkuplerne,
så Vorherre lettere kan se os.

Jeg ser mit Rusland, mit evige land,
fuldt af eventyr - dage og nætter.
Der er sødme, der er bitterhed, der er surt, der er salt,
der’ blå himmel over korngyldne sletter.

Jeg ser min hest i et mudret spor
synke ned i ler til sin bug,
men den trækker mig dog med en vælde så stor
som mit land, der sover endnu.

Syv måner spår
lykke på vor vej.
Håbets lille fugl, Gamajon,
synger for mig.

Jeg vil pudse min sjæl, min arme sjæl
– til den skinner, til den klinger -
i glæde, i sorg og i vrede.
Og med guld vil jeg lappe på mit lasede tøj,
så Vorherre lettere kan se mig.