Sig ikke: alt er forbi
og intet kan gro mer’ på Jorden.
Hun skjuler sig bare en tid,
når smerterne bliver for store.

Hun er lige her. Hendes skød -
uudtømmeligt ligesom havet.
Sig ikke, at Jorden er død
skønt alt ligger brændt og begravet.

Se skyttegravenes skår
blotlægger jordklodens nerver,
og bombernes kratre er sår,
der væsker og bløder og smerter.

Men vent, der er mere at sige!
For hun bærer det, skønt smertekrummet.
Sig ikke, at alt er forbi
og Jordens sang evigt forstummet.

Hun kan ikke trampes ihjel.
Hun dæmper sin stønnen og tårerne.
For Jorden er menneskets sjæl
og klinger som klokker fra sårene.

Sig ikke at Jorden er død.
Hun skjuler sig en liden stund end.