Som en stormklokke lød det, da støvletramp brød gennem nætterne.
Vi tog afsked med dem, der sku savne os, lavmælt og kort.
Vi så hestene springe ad stier, hvor ingen havde redet før.
Imod ukendte skæbner og ukendt mål red vi bort.

Vores tid er en anden - den er ond - men søg lykken som før, min bror!
skønt vi haster af sted, og slag følger slag følger slag.
Hvis din bedste ven falder, rid videre, rid videre, rid videre!
For vi kan ikke standse, vi kan ikke se os tilbage.

Længe endnu skal vi vækkes af taktfaste støvler i nætterne.
Længe endnu skal vi sige farvel og ride og slås.
Længe endnu skal vi se, hvordan børn leger krig på en sommerdag.
Længe endnu skal vi inddele mennesker i ‘de andre’ og ‘os’.

Men når stormklokken tier og tårerne tørrer til slut engang,
og når lugten af røg ikke minder om byer, der blev brændt,
og når pigerne skifter uniformen med blomstrende kjoler
– da skal ingenting tilgives, og ingenting skal være glemt.