Senerne spændes - de er lige ved at sprænges.
Vi løber for livet. Fortvivlede spring.
I går var det samme. Vi er til skamme.
Vi løber og løber, men løber i ring.

Skjult mellem træerne, knalder geværerne.
Krudtrøgen driver. Hør hundenes vrål!
Ulvene snubler, ulvene falder,
ruller i sneen som levende mål.

De jager ulve nu igen, de jager ulve,
de jager hunnerne, de jager ungerne.
Jægerne råber og hundene bjæffer,
og sneen bli’r rød som deres faner af vort blod

Kampen er ulige. Jægeren sigter
roligt og sikkert med sit gevær.
Udvejen spærres med røde faner,
De kender os ulve, hvordan vi er:

De ved vi er flokdyr og vi holder sammen,
da vi var unger da lærte vi det,
vi fik det i os med modermælken:
de røde flag går man aldrig forbi.

De jager ulve nu igen, de jager ulve,
de jager hunnerne, de jager ungerne.
Jægerne råber og hundene bjæffer,
og sneen bli’r rød som deres faner af vort blod

Vi har hurtige ben, og tænderne skarpe,
så svar mig nu førerulv, hvad kan du sige?
Hvorfor la’r vi os stoppe af røde faner?
Hvorfor løber vi ikke ud i det fri?

Men vi er ulve, vi kan ikke andet.
Jeg ved, at den kommer, den kommer, min dag,
hvor jægeren smiler og løfter geværet,
sigter omhyggeligt - og trykker af.

De jager ulve nu igen, de jager ulve,
de jager hunnerne, de jager ungerne.
Jægerne råber og hundene bjæffer,
og sneen bli’r rød som deres faner af vort blod

Jeg adlød dem ikke. Jeg trodsede fanerne.
Min tørst efter livet var alt, alt for stor.
Beruset af glæde hører jeg bag mig
bruset af folkets undrende kor.

Jeg løber og løber, men alt er forandret,
nu er det ikke mer’ lissom i går.
Jeg var spærret inde, men jeg brød igennem!
Og en lang næse det’ alt, hvad de får!

De jager ulve nu igen, de jager ulve,
de jager hunnerne, de jager ungerne.
Jægerne råber og hundene bjæffer,
og sneen bli’r rød som deres faner af vort blod