Hvad er det for et stille hus,
Fordybet i mørke
På syv viltre,
Blæsende vinde,

Alle vinduer
Vender mod kløften
Og porten
Mod en alfarvej?

Oh, jeg er træt, er træt og har spændt hestene fra.
Ej, er der nogen levende, kom ud og hjælp!
Der er ingen, kun blinker en skygge i forstuen,
Og en ådselsgrib er gået nedad og har indsnævret sin kreds.

Du går ind i huset,
Som var det et værtshus,
Og menneskene,
Hver tredie er en fjende.

Man drejer kindbenet,
En ubuden gæst!
Ikonerne i hjørnet,
Også de hænger skævt.

Og der kom gang i en plumret, mærkværdig samtale,
En fremstønnede en sang og flåede i en guitar,
Og en ung uligevægtig mand, en dumrian og tyv,
Viste mig, skjult under dugen, en kniv.

"Hvem kan svare mig,
Hvad det er for et hus,
Hvorfor det er i mørke,
Som en barak for pestsyge?

Lampelyset er slukket,
Luften er hældt ud...
Eller har I glemt
At leve?

Jeres døre står på klem, men sjælen er lukket til.
Hvem er vært her? Han skulle give noget vin at drikke."
Som svar får jeg: "Du har nok været længe undervejs
Og har glemt folk, vi har altid levet således!

Vi spiser græs,
En evighed på skovsyre,
Vore sjæle er løbet sur,
Blevet helt dækket af bumser,

Ja, og så har vi meget
Muntret os med vin,
Vi har ført huset til ruin,
Vi har sloges, hængt os selv."

"Jeg har ødelagt hestene, jeg kom væk fra ulvene.
Sig mig en egn, hvor lamper lyser.
Sig mig et sted, som jeg søgte det,
Hvor man synger og ikke stønner, hvor gulvet ikke skråner."

"Sådanne huse har vi
Aldrig hørt om,
Vi har vænnet os til
At leve længe i mørke.

Vi har altid levet
I ondskab og hvisken,
Og et sort lag sod
Under ikonerne."

Og fra stanken, hvor ikonerne hænger skævt,
Red jeg hovedkuls væk, efter at have smidt pisken,
Hvorhen hestene bar mig og lysten tog mig,
For at se, hvor mennesker bor og hvordan mennesker bor.

...Hvor meget er væk,
hvor meget er forsvundet!
Livet har kastet mig rundt,
men ikke kastet færdigt.

Måske har jeg ikke
formået at synge om jer,
Sorte øjne,
hvide dug?!