Det var søndag, og jeg havde ikke været i nogens lommer,
for søndag er hviledag - lyder min devise.
En fløjte lød, og nogen greb mig og kaldte mig for bølle,
og jeg var genkendt, der blev råbt: "Han er recidivist!"

"Stop, kammerat, ikke for grov.
Jeg hedder altså Sergéjev.
Og hvem der er recidivist -
det aner jeg virkelig ikke."

Det var jo søndag, men panserne, de holder ikke fri,
de har deres plan. De klør på til de dåner.
Og overopfylder de planen, får de udbetalt bonus.
For dem er en recidivist sin vægt værd i guld.

Respektfuldt sagde de til mig: "Sid ned!" -
og de bød mig en smøg.
"Nåh, så du er recidivist?
Skriv under på protokollen".

Det var søndag, og solen strålede, som én der har fri.
Og alle andre var sammen med slægt eller venner.
Mens jeg sad der og kedede mig, som var det en rådden mandag.
Jeg fik en betjent, som gik lige til sagen.

"Hvor mange domme har De?" -
"Til at tælle er jeg ikke gæv."
"Men De er da recidivist?" -
"Nej, nej, kammerat, jeg er Sergéjev."

Det var søndag, jeg svedte og gik ud af mit gode skind,
men betjenten var god til matematik.
Han lagde noget sammen, gangede op og lagde til
og sagde så, at jeg var dømt en halv snes gange.

Så gav han mig et ark papir,
hvor jeg skrev under så godt jeg kunne,
jeg skrev: "Recidivisten
med navnet Sergéjev."

Det var søndag, jeg var så træt, og jeg var blevet besejret.
Men én ting det ved jeg, én ting gør mig glad:
syvårsplanen for fangst af bøller og banditter
har jeg i al beskedenhed været med til at realisere.