Vi har ikke brug for temaer og intriger,
vi kender det hele, hvad man end kommer med.
Jeg mener nemlig, at verdens bedste bog,
det er såmænd vores straffelov.

Og hvis jeg har det skidt eller ikke kan sove,
eller hvis jeg er skæv af tømmermænd,
slår jeg op et tilfældigt sted i loven,
og så kan jeg ikke holde op igen.

Jeg har aldrig givet vennerne råd,
men jeg ved de sætter røverier højt.
Og om den slags har jeg netop læst noget:
"Kan straffes med fra tre til ti år".

Tænk blot over disse enkle linier,
hvad skal vi så med fede romaner?
Her er barakker, lange som straffen selv,
slagsmål, kortspil, bedrag og skandaler.

Om jeg ikke så disse linier i hundrede år,
ser jeg stadig bag hver af dem en skæbne.
Jeg frydes, når paragraffen ikke er for hård,
der er stadig nogen, som har heldet med sig.

Og hjertet flakser som en lille fugl,
når jeg læser paragraffen bag min egen dom,
i tindingen presser og larmer blodet,
som strømerne bag døren, dengang de kom.