Jeg er hinsides loven i nat,
når jeg skriver om natten går det glat.
Og jeg går i krig med nummerskiven
og drejer det evige "nul-syv":

- Goddag, lille frøken, hvad hedder De? - Toma...
Nummer tooghalvfjerds, spændt holder jeg vejret.
Kan ikke passe, prøv igen, de er helt sikkert hjemme.
Se nu blev der svaret: "Hej med dig, det er mig."

Denne nat er jeg hinsides loven,
sover ikke, løfter stemmen til skrig.
Hvorfor pokker skal kontakten til de kære
registreres i et bogholderi.

- Frøken, hør nu her, nummer tooghalvfjerds,
jeg kan ikke vente, og mit ur er gået i stå.
Fanden ta’ de linjer - i morgen skal jeg flyve.
For der blev jo svaret: "Hej med dig, det er mig."

Telefonen er for mig som en ikon,
telefonbogen er en altertavle.
Telefonistinden er Madonna selv,
på et øjeblik formindsker hun afstand.

- Kære frøken, vær nu sød, to minutter mere!
De er som en engel nu, bliv dog på alteret.
For det vigtigste, det venter, forstå mig dog...
Se nu blev der svaret: "Hej med dig, det er mig."

- Nåh, er der nu atter knas på linjen?
Har relæ og stik fået nærkontakt?
Jeg venter alligevel, og jeg er klar
til at starte hver aften helt fra nul.

- Nul-syv. Goddag, det er mig igen. Hvad vil De?
Nej ikke det. Nu skal jeg ha’ Magadan1.
En ven er fornylig rejst derud igen,
og nu vil jeg vide, hvordan han har det, det skind.

Denne nat er jeg hinsides loven.
Natten er for mig ikke til søvn.
Men falder jeg i søvn, vil jeg drømme om Madonna.
Hun ligner en, som jeg har meget kær.

- Kære frøken, det er mig igen. Toma,
jeg kan simpelthen ikke holde ud at vente.
Ja, ja, det er mig, ja, der er klart jeg er hjemme!
- Der er nogen på tråden, De må svare: "Hej med dig, det er mig."