Afslutter man livet tragisk, er man rigtig digter.
Og gør man det før tiden - fortræffeligt.
Ved tallet 26 skred én ved hjælp af sin skyder,
en anden tog strikken på D’Angleterre.

Da Kristus var 33 - han var digter og sagde:
Slå ikke ihjel, hvis du gør bliver du straffet, -
blev han naglet til korset, slut var det med underne,
slut med at skrive og med at tænke.

Tallet 37 gør mig ædru med det samme,
som for eksempel nu, jeg mærker kolde vinde blæse, -
ved dette tal lod Pusjkin sig i duellen ramme.
Majakovskij lagde kinden mod kuglen.

Vi standser op ved tallet 37, Gud er snedig,
spørgsmålet lyser i neon: enten-eller...
Her gik også grænsen for Byron og Rimbaud...
mens nutidens digtere lissom springer over.

Ingen duel finder sted, eller den udskydes måske,
ved de 33 sker der næsten ingenting,
ved de 37 intet blod, hvad taler vi om,
kun lidt spredte grå stænk ses i en tinding.

Man magter ikke selvmord! Sjælen har vist gemt sig i hælen...
Tålmodighed, psykolater og besatte.
Knivens æg betræder digterne med deres hæle,
til blods de skærer deres nøgne sjæle.

I ordet "langhals-e-e-et" er der tre gange "e" -
digteren skal tæmmes, konklusionen er klar.
Stik en kniv i hans liv, han vil stønne af lykke,
stukket ned fordi han var farlig!

Jeg ynker jer, som tror så fast på skæbnetal og - dage,
I lider, som fangne kvinder i et harem.
Livets halvleg er forlænget, og det kan være, hvem ved,
at digternes endeligt er udskudt for en tid.