Fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet.
den hede damp løsner min tunge.

Fyr op i badstuen, værtinde,
jeg vil gløde, jeg vil svides nu,
og på bænkens alleryderste kant
vil jeg på tvivlen gøre ende.

Jeg vil smelte, så det er næsten uanstændigt,
en øse koldt vand - og alt er fortid.
Og tatoveringen fra personkultens tid
lyser blåt på det venstre bryst.

Fyr op, fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
så jeg kan vænne mig til den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
den hede damp løsner min tunge.

Hvor megen tro og skov er ikke gået til grunde,
hvor megen sorg og slid er ikke udstået!
På mit venstre bryst har jeg Stalins profil,
på det højre - Marinka en face.

Hvor mange år har jeg ikke vegeteret i paradis,
for min selvforglemmende tro,
min gudsjammerlige dumhed udskiftede jeg
med et liv i håbløshed.

Fyr op, fyr op for mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.

Jeg husker, hvordan jeg tidligt om morgenen
nåede at skrige "hjælp" til min bror.
Og to smukke vogtere førte mig så
fra en ende af Sibirien til en anden.

Sidenhen, var det i sumpen eller i et malmbrud,
mættet af tårer og af malmstøv,
prikkede vi Stalins profil tæt ved hjertet,
så han kunne høre vores hjerter slå.

Fyr ikke op til mig så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.

Uf, jeg gyser ved de kvalmende beretninnger,
dampen fortrænger forstandens tanker.
Fra fortidens kolde tåger jeg dykker
nu ned i badets glohede tåger.

Tanker begyndte at dunke bag min isse,
til ingen nytte blev jeg brændemærket...
Og jeg tæver løs med birkeriset
på min arv fra de dystre tider.

Fyr op til mig, så badstuen gløder hvidt,
jeg har glemt den vide verden.
Jeg bliver helt bims og helt rundt på gulvet,
det hede damp løsner min tunge.