Her er langt til sletten, klimaet et andet -
lavinerne de ruller slag i slag,
og her buldrer stenskred på stenskred.
Man kan dreje fra, og gå uden om,
men vi vælger den sværeste vej,
den skrappe, for vi er på krigsstien.

Den der ikke var her, ikke ville risikere,
han har ikke afprøvet sig selv,
om han så hented stjerner til jorden ned fra himmelens hvælv.
Aldrig finder man nede i dalen,
hvor godt man end lever sit liv
en tiendedel af bjergenes underskønhed.

Ingen røde roser, ingen sørgebånd,
og så ulig et monument
er den sten, som har skænket dig endelig fred.
Om dagen skinner toppen som
den evige ild af smaragdgrøn is,
som du ikke nåede at betvinge.

Lad folk snakke, åh, ja, lad folk snakke,
men - nej, ingen dør uden grund...
Det her er bedre end at dø af vodka eller snue!
Andre kommer til, sætter alting
på spil og med umådeligt slid
klarer de turen, som du ikke magtede at klare.

Lodrette sider...
Blot ikke måbe! På heldet skal man ikke håbe.
I fjeldet ingen tillid til klippe, sten og is.
Vi kan kun håbe på håndens styrke,
på vennehånd og pløkken i klippen
og bede til at vi ikke bliver snydt af livlinen.

Vi hugger trin. Det går aldrig bagud!
Af anspændelse skælver vores knæ.
Og hjertet er ved at sprænge vort bryst for at nå til tops.
Alverden for din fod! Du er lykkelig og stum,
kun lidt misundelig er du på dem -
de andre - for hvem toppen stadig er fremtid.