Du bevæger dig på gletcherens kant,
flytter ikke blikket fra toppen.
Bjergene sover, ånder skyer ind
og udånder rullende laviner.

Dog fjerner de ikke blikket fra dig,
det er som de vogter på din vej,
de advarer gang efter gang
med stenskred og gabende spalter.

Bjergene ved det: ulykken er her,
passene er dækket af røg.
Du kunne ikke længere skelne
mellem bjergskred og eksplosioner.

Klipperne svarede med et højlydt ekko,
når du råbte om hjælp.
Bjergenes ekko førtes af vinden
som signaler gennem klippespalter.

Og da kampen om passet bølgede,
og du ikke måtte ses af fjenden,
dækkede hver en sten dig med sit bryst
og klipperne hjalp med deres skuldre.

Der er løgn den kloge ikke går i bjerge,
du troede ikke snakken og drog ud.
Granitten blev blød og isen smelted bort
for din fod lå tågen som en klud.

Og lægger du dig til hvile
for evigt i den evige sne, bøjer
bjergkammen hovedet for sin frænde,
en varig obelisk, som kun bliver få til del.