Det er forbi med preludier og forspil,
alt er i orden, det er ikke løgn.
Jeg inviteres af dem der har magten,
de vil høre mig synge "Ulvejagten".

Han havde måske hørt den gennem et vindu,
måske var der vrøvl med ungerne -
i hvert fald købte han et båndoptager,
denne vigtige samfundsborger.

Og mens han hengav sig til morgensnak
i standerlampens triste lys derhjemme,
han trykkede på båndoptagerens knap,
så stille, at ingen nabo ku det nemme.

Kolleger hade skaffet en dårlig kopi,
de sidste ord kunne han ikke forstå -
han sad nu og hørte "Ulvejagten",
og andet godt var der også derpå.

Han hørte det hele til sidste node,
og rasede over de manglende ord.
Han greb telefonen: Forfatteren til "Jagten"
skal stille i morgen på mit kontor!

Jeg tog ingen dram for at samle mod,
jeg undertrykte min heftige hikken,
og mens jeg på hans tærskel stod,
jeg skrålede "Jagten" i rummet ud.

Hans børn havde uden tvivl bedt ham
hele tiden at smile en kende,
og han lyttede til mig venligt stemt,
og han klappede da jeg holdt inde.

Fra reolen trak han en flaske frem,
den klirrede mod glasset, da han skænkede.
Så fyrede han løs: "Det handler jo om mig,
om os alle - hvorfor den snak om ulve?"

Og det var det, og noget må vel ske,
på tredie år ringes jeg op af folk ved magten -
fem gange daglig, det er minimum,
og de vil alle høre "Ulvejagten".