Langs slugten alleryderst på kanten af den stejle afgrund
hudfletter jeg mine heste med piske, driver dem afsted.
Jeg kan ikke få luft, jeg drikker vinden og sluger tågen,
jeg aner med ødelæggende fryd: jeg går til grunde, til grunde.

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
adlyd ikke den smældhårde pisk.
Jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...

Jeg skal dø, som et fnug på en hånd vil stormen feje mig bort,
og i slæden bliver jeg trukket over sneen i galop.
Mine heste, slå dog over i et mere roligt trav,
om end lidet, så forlænger I dog vejen til min grav.

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
knut og pisk hersker ikke over jer.
Jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...

Vi nåede det, som gæst man kommer ikke for sent til gud.
Men hvorfor synger englene med så ondskabsfulde stemmer?
Er det mon klokken, der har mistet sin klang af den megen gråd?
Eller er det mit skrig til hestene om ej at strække ud?

Sæt farten lidt ned, mine heste, sæt farten lidt ned,
jeg ber jer, sæt ikke i galop.
Men jeg har fået nogle underligt lunefulde heste,
jeg fik ikke levet ud, jeg får ikke sunget ud.

Jeg vander mine heste, synger visen til ende,
her ved kanten vil jeg tøve endnu en kende...