Den Nye Verden blev gradvis opdaged,
Den gamle - den var hakket i kvadrater.
Mens pyramiden sine gåder blev frataget,
til helved fór husarer og pirater.

Så kom de vise dumrianers tid,
alt blev placeret ind på række og geled.
For nye ideer betaltes mange penge,
til "Heureka" nærede ingen lid.

Mine klipper blev af vinden slidt så glatte,
jeg nåede ikke at blive knust imod dem.
Og i Klondyke de snuppd mine gyldne skatte,
og mit piratflag gik til tops helt uden vind.

Mens æventyrets bark rådnede i mudder,
blev den sidste mohikaner gjort tavs.
Og alle mine kontrabande-skuder
de tørrer ribben og går aldrig mere til havs.

I hjørnet hænger mine gode sværd
de er som vokset fast til deres skeder,
mit sidste håb, papyrusflådens hær,
blev knust af bølgen mod stejle klippebredder.

Mine fæller forsvandt fra kampens lag,
deres drømme var blevet til virkelighed.
De havde vundet alle store slag
og alle broer bag sig brændt ned.

Hasardspil er nu kun en sjældenhed,
og lykkejægere af enhver kaliber,
på præriens vidder vogter deres kvæg,
og lufter mustangen med megen iver.

Jeg har selv kæmpet de dueller, som jeg skulle,
var med der hvor min ære stod på spil.
Forstummet er nu skud såvel som ekko.
De kan ej gøres op - der var en del.

Og alle som havde hjulpet mig
behøved ingen hjælp, de klarede sig.
Men slyngerne som fik et par på frakken
forsvandt i glemselens rækker, det var takken.

Jeg fik ej sagt: "På barrikaden!"
Ej heller skudt en salve mod Dantés.
Hvad står tilbage? Hugge en kimære
fra Notre-Dame i tågernes Paris.

I andre sekler, i andre fjerne år
har alle mine kvinder levet livet,
har lagt beslag på mine senge når,
jeg ønskede at elske, det er givet.

Alle mine dødslejer blev indtaget af andre,
det være sig lagner, græs eller sne.
Forgrædte sygeplejersker i hvide gevandter
de vasked ikke mig, som man kunne forudse.

Vennerne forsvandt igennem evighedens sigte.
Leta og Prana fik de alle møde med.
Ingen af dem døde en naturlig død:
de gik bort som unge og uden at få fred.

Nogle tog roligt deres eget liv,
følte ingen skyld ved denne handling.
Tømte roligt bægeret til bunden,
der lød ingen eder, kun lovprisning.

Andre kendte alt, vidste alt og mere til,
havde sejlet ud, sunget ud og varslet ud,
da de nåede livets top og tiden var inde.
Jeg nåede det ikke. Forpassede mit startskud.