Jeg græder bitre tårer,
det er min egen skyld:
Jeg faldt i et hjulspor,
fremmed og meget dybt.

Jeg havde ellers sat
mig mine egne mål,
men dette hjulspor kan
jeg ikke komme op af.

Så stejle og så glatte
er dette hjulspors sider,

jeg forbander dem der har skabt det,
snart min tålmodighed brister.
Og jeg bøjer som en dårlig elev:
et spor, mere sporet, mest sporet!

Men hvorfor farer jeg op,
jeg er en skidderik,
vilkårene er sådan
set normale.

Ingen angir, intet gnaver,
beklag dig ikke,
den der stræber har
muligheder her.

De er nok af mad og drikke
i dette hyggelige spor,

jeg har indset ganske klart:
jeg er ikke alene.
Hold du bare kursen, hjul ved hjul,
og du ender hos alle de andre.

Een råbte ude af sig selv:
"Jeg vil forbi!"
Og dumt begyndte han en strid
med sporet.

I striden brugte han sin
sjælevarme op,
og hjerteklapperne de fløj
fra borde.

Han ødelagde kanterne
og bredere blev sporet,

men pludselig forsvandt han helt -
man slæbte særlingen ud i rabatten,
så han ikke ku forhindre os andre
i at bruge det fremmede spor.

Også mig har ulykken ramt -
starteren har sat sig fast,
ingen kørsel - kun bevægelse
på stedet,

der skal skubbes -
jeg har ingen kræfter,
Måske kommer nogen forbi
og trækker mig op.

Forgæves venter jeg på hjælp -
det satans fremmede spor.

Man kan skændes med det fremmede, forbandede hjulspor,
så det flyver med ler og rust,
men fordi jeg selv havde uddybet det,
dræbte jeg håbet hos dem der kom efter.

Den kolde sved rystede mig
til marv og ben,
men jeg gik lidt frem på
et lille bræt.

Og se - forårsstrømme havde
skyllet kanterne væk,
der er en åbning,
der er en redning.

Jeg spytter skidt med mine dæk
ud i det fremmede spor,

- Hej, I der bagved, gør ligesom jeg,
det vil sige, følg ikke efter mig.
Det spor her er mit alene,
prøv at lave jeres eget spor!