Jeg kan kun lidet forklare i et digt,
for jeg har ikke nogen fuldmagt...
I synd blev jeg avlet, som det sig hører til,
i bryllupsnattens sved og nervedirren.

Jeg vidste, da jeg kappede min binding:
jo højere, des mere strengt og grusomt;
mod kongemagten stilede jeg støt,
som kongesøn af blodet førte jeg mig frem.

Jeg vidste, alt ville ske som jeg ønsked.
Jeg bed ikke i græsset, kom aldrig til kort.
Mine våbenfæller og venner fra skolen,
de tjente mig, som deres fædre kronen.

Jeg tænkte aldrig over, hvad jeg sagde,
med lethed kasted jeg mit ord for vinden.
Og adelsynglens tillid lod intet tilbage -
for dem var jeg den sande fører.

Selv nattevagten lod sig skræmme af os,
og tiden led, som var vi en slags pest.
Jeg sov på skind, jeg spiste kødet rådt,
med sporen piaged jeg den bidske hest.

Jeg vidste kravet ville lyde: »Hersk!«
Fra fødselen var min pande brændemærket
I prægtigt seletøj berusede jeg mig,
lens ord og bøger lod mig uberørt.

Jeg kunne smile alene med munden,
mens hemmelige blikke, stolt og bitter,
jeg kunne skjule, som en affabel nar.
Narren er død... »Amen! Du stakkels Yorick!«

Jeg sagde nej til al form for hæder,
tog ikke mod bytte, gunst og privilegier:
med ét jeg ynkede min døde page...
og skanede græssets grønne spirer.

Jeg glemte pludselig jagtens galskab,
var fuld af had til mynde og til sætter,
drev hesten bort fra det anskudte dyr.
svang pisken over klappere og skytter.

Jeg indså, vore lege stadig mere
kom til at ligne simpelt hærværk.
Og hemmeligt i flodens strøm om natten
jeg rensede mig for dagens svineri.

Dårskaben voksed - og med den mit klarsyn,
af hjemlige intriger blev jeg træt.
I tidens ånd fandt jeg ikke behag,
og hengav mig derfor i bøgers lag.

Min hjerne hungrede glubsk efter viden,
alt fattede den: stilstand og strømning,
men videnskab og tænkning mangler mening,
når alt og alle reagerer imod.

Tråden til barndommens venner blev brudt.
Ariadnes tråd var blot et skema.
Skulle jeg »være eller ikke være« -
det blev mit uløselige dilemma.

Men evigt, evigt buldrer sorgens hav,
vi sigter mod det - og som når hirse sigtes
udskiller vi et illusorisk svar
på dette overspændte spørgsmål.

Forfædres råb gennem forstummet bragen.
jeg fulgte råbet - følte snigende tvivl,
de tunge tankers vægt trak mig til vejrs,
mens kødets vinger trak mig ned mod graven.

Dagene gjorde en dårlig legering af mig,
som næppe størknet begyndte at slå revner.
Jeg udgød blod som alle andre. Og som de
jeg ku ikke sige neg til hævnen.

Min begejstring for døden - :en fiasko.
Ophelia! Jeg accepterer ikke fordærv.
Men med mord jeg stillede mig lige
med den, jeg gik i graven med.

Jeg er Hamlet, jeg væmmedes ved vold.
Jeg spyttede på Den danske krone.
Men i deres øjne var tronen mit mål,
det var derfor jeg gjorde rivalen kold.

Det geniale indfald lighed har med vanvid.
Ved fødslen sender døden skæve blikke.
Vi giver ofte intrigante svar,
det nødvendige sprøgsmal vi ikke har.