Hvorfor er alt forkert? Og alligevel som før?
Samme himmel, blå som sædvanlig,
samme skov, samme luft, og det helt samme vand,
Blot kom han ik’ tilbage fra slaget.

Aldrig bli’r det nu klart, hvem af os der fik ret
i de heftige natlige trætter.
Først nu mangler jeg ham, hvor han ikke er her,
han kom ikke tilbage fra slaget.

Altid ude af takt, altid tavs helt forkert
altid talte han helt hen i vejret.
Han med solen stod op, lod mig ikke få søvn,
men i går kom han ikke tilbage.

Det at der nu er tomt, ikke det plager mig:
men jeg indser - at vi hørte sammen...
Og det var som om bålet med ét var blæst ud,
da han ik’ kom tilbage fra slaget.

Våren sprang ud i dag, som af fangenskab,
og fejlagtigt kaldte jeg på ham:
- Lad os tage en smøg, - jeg fik stilhed som svar,
i går vendte han ikke tilbage.

Til elendighed bliver vi ej efterladt,
vore faldne de er som vagter...
Himlen spejler sig her, som om skoven var vand,
og rundt om lyser træerne blåt.

Under jordhyttens tag var der plads nok til to,
timeglasset det randt for os begge.
Alt er nu kun for én, dog har jeg det som om,
det var mig, der ikke kom tilbage.