Ikke kosmos - men kun jord er over mig!
I skakten står huen ej til festligt lag.
Vor profession er næsten overjordisk,
og samtidig så jordisk som vel no’et.

Enhver af os er som en troldmand her.
Fra jordens skød vi slæber kullet op.
Af djævles brændsel stjæler vi med fryd -
og ingenting har de at fyre op med!

Sprængt itu, dynget op, hugget fri,
det sorte og det sikre, det gode guld.

Selv er vi, som djævle små, støvet til.
Men vort tog afgår kun, når det er fyldt op.
Moder jord vi plager og vi martrer,
men jorden bliver varmere og bedre.

Se, tipvognen den glæder vor sjæl,
når den, som i en krimi, farer forbi.
Og joken: "Der er kul på drengen nu!"
den føler vi konstant i vores næver.

Sprængt itu, dynget op, hugget fri,
det sorte og det sikre, det gode guld.

 
 
 
 

De bomber, som har pløjet marken op
må ikke glemmes - så på dem med vrede!
Men tilgiv os, du gudsvelsignede jord,
for at vi sådan graver i dit indre.

 
 

 
 
 
 

Vær ikke bange selv om det er mørkt,
frygt ikke støvet - du er ikke ene.
Ned i dybet! Vi får sejren hjem nu!
Vi har selv gravet disse labyrinter.

Sprængt itu, dynget op, hugget fri,
det sorte og det sikre, det gode guld.