Nok engang skal jeg flyve Moskva-Odessa,
atter holdes maskinen tilbage.
Hov, der gik en blåklædt stewardesse, som en prinsesse,
troværdig som det ganske flyselskab.

Over Murmansk er der ikke nogen skyer,
hvis du vil, kan du flyv’ til Asjchabad.
Kiev er åben, Kisjinjov og Kharkov lissådan,
Lvov er åben, der skal jeg ikke hen!

De sagde til mig: at i dag i Odessa
skal man ikke regne med himlen.
Der er stadig forsinkelse på flyet til Odessa,
landingsbanen er dækket helt af is!

Og i Leningrad drypper det fra tagene,
Sku’ man tage en tur til Leningrad?
I Tblisi er der klart, der er det meget dejligt varmt,
der gror te, men der skal jeg ikke hen!

Jeg hører, at der nu er afgang til Rostov,
men jeg skal skynde mig til Odessa.
For jeg skal jo derhen, hvor ingen gider ta’ imod mig,
og derfor er der ingen flyafgang.

Snedriver ligger der, hvor jeg skal lande,
de siger det bliver snestorm der igen!
Men andre steder er der lyst og varmt og meget dejligt.
Der er der godt, der skal jeg ikke hen!

Her flyves ikke, det ta’r man ikke imod,
en uretfærdig skæbne har mig ramt.
En stewardesse ber os tage plads i afgangshallen,
så trist, som selve vores flyselskab.

De har åbnet for de fjerneste udsteder,
hvor selv for penge ingen vil ta’ hen,
Vladivostok, en lukket by, den meldes åben nu for fly,
Paris er åben, der skal jeg ikke hen!

Vi letter nu, der er ingen landingsforbud.
Maskinen dirrer. Turbiner larmer.
Men jeg tror ikke længere på, at man vil ta’ imod mig,
de har undskyldninger i tusindvis.

Jeg skal derhen, hvor der er meget tåget,
hvor man i morgen venter sne igen.
De har åbnet for London, for Delhi og for Magadan,
de lukker op, hvor jeg ikke skal hen.

Og nu holder de igen vort fly tilbage,
sender os tilbage til vor fortid.
Den lækre stewardesse, Miss Odessa, går forbi nu,
utilgængelig som vores flyselskab.

Igen forsinkelse: ny afgang klokken ni,
og alle sover underdanigt ind.
Fanden ta’ det, min tålmodighed er bristet, det er slut:
jeg ta’r derhen, hvor man vil ta’ imod.