Jeg hulker af grin, som i et spejlkabinet,
de har vist taget fusen på mig:
krogede næser og store munde -
det er som et karneval i Venedig.

Hvad skal jeg gøre? Flygte i hast?
Eller slå mig løs med de andre?
Jeg håber, der under de dyriske masker
gemmer sig menneskelige træk.

Maske og paryk bærer alle som en,
fra æventyr og litteraturens verden.
Min sidemand til højre er en traurig Harlekin,
derhenne er en bøddel, hver tredje er en nar.

Jeg træder dansen under megen latter,
men desuagtet føler jeg en uro -
hvad nu om én får bøddelmasken kær,
så kær, at han den ikke mere slipper?

Hvad nu om Harlekin bliver evig traurig,
fordi han synes om sit triste åsyn?
Og hvad om narren ganske glemmer,
at under masken findes hans normale fjæs.

Rundt om mig snævres kredsen ind,
de griber mig og får mig med i dansen.
Ja, sådan er det, mit gode hverdagsansigt
har alle andre taget for en maske.

Fyrværkeri, konfetti! Men noget er galt...
Bebrejdende ser alle masker på mig.
De råber, jeg igen er ude af takt,
og at jeg træder på mine partnere.

De onde masker griner ad mig nu,
de muntre - de begynder at irriteres,
imens de skjuler, som bag en væg,
deres rigtige menneskeansigter.

Jeg løber i hælene på muserne,
men ber dog ingen af dem blotte sig:
for tænk hvis der bag masken gemmer sig
den samme slags halvmenneskeansigt!

Jeg har afsløret maskernes gåde.
Jeg ved min analyse er præcis:
for dem gør ligegyldighedens maske
at de for afsky og lussinger befries.

 
 
 
 

Hvordan kan jeg så skelne hvem der er god,
hvordan gætter jeg hvem der er de sanddru?
For også de har taget masker på,
så deres ansigt ikke knuses mod stenen!