En tosset drøm, hvor jeg slog løs
helt uden nåde.
Jeg var meget utydelig
og usympatisk -

i drømme løj jeg og forrådte,
hyklede uden besvær...
Aldrig havde jeg tiltroet mig selv
en sådan adfærd.

Jeg knyttede næverne
og slog af al kraft.
Men dog med den bløde side,
ikke med knoen.

Drømmesynet tågede ud,
men kom så tilbage.
Øjnene lukkede sig igen
alt startede forfra.

Jeg ikke gik, men trippede
den glatte planke ud.
Jeg skiftede slet ikke ben,
en kuet kujon.

Jeg smiskede for den stærke,
og krummede ryg.
Jeg var ækel mod mig selv,
men vågnede ikke.

Feberrsyner! Jeg hørte min
stønnen i søvne,
men det var mig der drømte
og ikke en anden.

Jeg kom til mig selv og forstod
en stump af min stønnen.
Mine øjenlåg jeg flænsede,
med smertelig lettelse.

Og drømmen hang under loftet,
den flød langsomt ud.
Havde den mon ramt i plet? Det
spørgsmål stod tilbage.

Jeg vaskede hænder - gysen
gled over min ryg.
Hvad var sandhed, hvad var løgn i
denne min drøm.

Hvis dette er et drømmesyn-
så er jeg heldig.
Men hvad hvis det jeg havde drømt
var klarsynethed?

Dagens tanke spejlet i drømmen?
Det er umuligt!
Men blot tanken derom - og mit
indre krymper sig.

 
 
 
 

Skal jeg da ende på bålet?
Jeg magter det ikke.
Jeg vil føle skam som i drømmen,
hvor jeg var en kujon.

Eller også: - Hyl med de andre,
gi’ den hele armen!..
Og jeg vil forstå: det er en drøm,
som rammer i plet.