Jeg kan ikke lide fatale udfald,
jeg bliver aldrig træt af livet.
Jeg kan ikke lide den tid på året,
hvor de muntre sange er fordrevet.

Jeg kan ikke lide kold kynisme,
nærer mistro til vild begejstring -
jeg kan ikke lide, at fremmede læser
mine breve over skulderen på mig.

Jeg kan ikke lide halve dialoger
eller samtaler, som brat brydes af.
Jeg kan ikke lide, at man skyder i ryggen,
men skal det være, skyder jeg selv i brystet.

Jeg hader sladderens sandhedsvarianter,
den nagende tvivl og brodden i en hyldest,
eller når der stryges kun mod håret,
eller når man støder jern mod glas.

Jeg kan ikke lide skråsikkerhed,
så hellere slå bremserne i.
Det ærgrer mig, hvor ofte ordet "ære" glemmes,
og hvor velset bagtalelse er.

Når jeg ser de strækkede vinger,
ynkes jeg ikke og det med rette:
jeg kan ikke lide magt eller afmagt,
kun med Kristus på korset føler jeg.

Jeg kan ikke lide mig selv, når jeg er fejg,
jeg kan ikke tåle, man slår uskyldige.
Jeg kan ikke lide, man snager i min sjæl
og endnu mindre, at man spytter på den.

Jeg kan ikke lide maneger og arenaer:
millioner lægger en rubel der -
lad store ændringer være i udsigt,
jeg kommer aldrig til at kunne lide det!