Gøremål!
Jeg er udpint af gøremål - hvert nu, hver time, hver en dag.
Min tid
er ganske gået op i røg, og også jeg - er væk, er kun en skygge.

Du venter.
Måske er du nu gået, fordi du ikke gad vente, du sover.
Men hvad,
det kan jo være du i tanken snakker med mig.

Nuvel
én aften må du tilstå mig, én aften -
tro mig,
vi vil ha nok at snakke om.

Igen
bestandig har jeg nye gøremål, bestandig
indhente
eller finde, eller nå, nej atter fandt jeg ikke.

Ulykke!
Jeg synes ikke mere, jeg kan følge med mig selv -
altid
er det som sm jeg står i kø efter min skæbne.

Nuvel
én aften må du tilstå mig, én aften -
tro mig,
vi skal kun snakke sammen.

Veninder
ser jeg aldrig mere, så mange gøremål, så mange...
Med ét
gik alting op i røg - ingen gøremål mere, kun aske.

Et år
han vented, men så ikke mere, det var sket,
og nu
er også mine gode gøremål forbi.

Nuvel
én aften må du tilstå mig, én aften -
tro mig
vi skal slet ikke snakke.