Hornene gjalder: "Afsted, afsted!"
Og følget bryder op.
En jægers sjæl er uden kapricer,
som spundet af oksesener.

Hvad mennesker dog fornøjes ved:
at dræbe to hvide svaner!
Og falkene strøg afsted...
Et øvet øje har skytten...
Men de to svaner har netop
denne dag mødt hinanden.

Hun holdt til under solen - der,
hvor blående stjerner flokkes,
hvor kun de svaner kan nå hen,
hvis styrke ikke kan rokkes.

Svæv afsted på lette vinger
i det tætte, skælvende blå,
glid ad gudernes brinker
helt deroppe i de højder,
som kun engle og kun sukke
har mulighed for at nå.

Han nåede hende deroppe -
en lykkelig forening.
Men dette store øjeblik
blev deres svanesang.

Lig to bevingede engle,
de rettede kursen mod jorden,
en risikabel vane.
For skjult i krattet passer jo
jægerne på, at lykken
trækker det korteste strå.

Nu tørrer de sveden af panden,
de der var skyld i faldet:
den sidste bøn blev opfyldt -
bi lidt, oh øjeblik!

Så lød dette evige vers
i deres svanesangs klimaks -
to ofre for fælles lykke.
I tosomhed faldt de til jorden,
men forblev trods alt deroppe
i lykkens syvende himmel.