På grænsen op til Pakistan og grænsen til Tyrkiet
der ligger der et stykke land, et ingen mands land
og på vores side - står beton og pigtråd
og på deres side er der pigtråd og sand.

Men i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.

Kaptajnen for vor grænsevagt han har en dejlig pige
men når han nu vil giftes svarer hun ham med et suk:
Du må skaffe blomster - vis at du vil ha’ mig.
Bryllup uden blomster ender i hor og druk.

Men i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.

Den tyrkiske kaptajn han elsker højt en tyrkisk pige
men pigen stiller vilkår hvis han skal bli’ hendes mand.
Skat, sir hun på tyrkisk - giftes vil jeg gerne
hvis jeg får en fin buket fra ingen mands land.

Men i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.

Tre tapre brave krigere, tre gamle kammerater
de følger vor kaptajn, for alle ved hvor han vil hen.
Tyrkeren i natten - hvad har han i sinde?
Han vil også plukke blomster med sine mænd.

Men i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.

Og alle blir berusede af milde, blide dufte.
De raver rundt i blomsterflor på deres brudefærd.
Eder fløj i luften - russiske de fleste.
Men så kom på tyrkisk: Satans til måneskær!

Men i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.

Kaptajnen han er meget fuld og falder om og drømmer
at alle grænser åbnes op som porten ind til Kreml.
Glemmer alle trængsler - han har ømme længsler
om at pigtråd og sand blir til blomster og vand

og hvert eneste land blir et ingen mands land.
Jorden ejer ingen mand.

Og i det land de kalder ingen mands
vokser blomster overalt.