Jeg er væk før du vågner op påny.
Når du savner mig er det for sent.
Jeg blev sendt på ferietur før morgengry.
Syv år ud mod øst til Bodaibo.

Stands nu tårerne, prøv at glemme mig
og sig intet til min gamle mor.
Jeg gir fan i alt for jeg gør nytte her
bryder guldmalm i vor fosterjord.

Jeg har glemt hvordan tårer smager sødt.
Horisonten lyser kold og blå.
Sjælen fryser, livet her er hvidt og dødt.
Der er ingen gråd i Bodaibo.

Hvorfor vente mer’? Lev dit eget liv.
Stands de tanker, som gør ondt, min ven.
Find en anden som kan gi’ dig kærlighed.
Gid jeg aldrig møder dig igen.

På barakkens seng vælter jeg omkuld
træt af knoklen og den friske luft.
Hjernen kobler fra og jeg vil glemme dig
men i drømme mærker jeg din duft.

Hjertet klager mørkt som den vilde ravn
og omkring mig lyser himlen blå.
Men der er syv lysår til din milde favn.
Jeg har syv blå år i Bodaibo.