Sandheden gik gennem verden i gyldne klæder
og for de arme og udskudte lyste hun smukt.
Løgnen, den kæltring, han åbnede døren og smisked:
Hvil dig hos mig uden fare, i ære og tugt.

Sandheden var så naiv og hun sov med det samme.
Løgnen så på, med to øjne der lyste af fryd.
Knappede bukserne op mens han gik hen til sengen.
Fjernede smilet om munden og tog hendes dyd.

Når vi er nøgne som da vi blev sat her i verden
hvem kan se forskel på sandhed og løgn, skreg han højt.
Jeg tar mig ikke af ære og hensyn og anger.
Kvinder er kvinder, de rager mig ikke en døjt.

Skål for dit ur og din dagbog og dejlige hofter!
Skål for din dyd, lo han ondt mens han drak af sit glas.
Før du ved af det, så har mine hurtige hænder
stjålet dit tøj, dine smykker og penge og pas.

Sandheden vågner og savner de gyldne klæder.
Nøgen og undrende står hun på Løgnens altan.
Skældsord og gademøg kastes som lyn fra en himmel.
Folkets fordømmelse skræmmer, for den er spontan.

Jeg er uskyldig, skreg Sandheden højt i sin smerte
mens hun løb spidsrod og slog sig når folk spændte ben.
Tro mig, for Løgnen har stjålet mit tøj og min ære.
Alle de arme og udskudte kastede sten.

Sandheden kender vi, hun går i gyldne klæder.
Du er for dum hvis du tror vi kan snydes så let.
Du er forhoret og fuld og en grim gammel tøjte.
Ud af vor by, for her kender vi sandhed og ret.

 
 
 
 

Sandheden græd og bedyred forgæves sin uskyld.
Hun strejfer hvileløst om og er fattig og syg.
Løgnen har stjålet en hest og nu rider han atter
mens han hoverer og indtar sit rige påny.

 
 
 
 

Mange forsøger at kæmpe for sandhed og ære
men finder ud af at Løgnen betaler dem bedst.
Sandheden er ubestikkelig, sart og besværlig.
Nøgen og sky gir hun afkald på gæster og fest.

Sikkert kan Sandheden sejre og vinde med tiden
hvis hun vil lyve for sølv og bedrage med skrift.
Løgnen klær mennesker af og han frister os alle.
Se, hvor han bruger din hat, dine bukser og vest.
Se, hvor han stjæler dit ur, dine smykker og guld.
Se, hvor han stjæler din kone, din mand og din hest.