Min hånd er rolig, den er fast.
Det er forbi.
Min angst forsvandt i vindens kast
og jeg er fri.

Nu vil jeg langsomt klatre op
trods blod og sår.
Hvornår vil jeg nå bjergets top?
Biir det i år?

Og alle grænser sprænges blidt.
Jeg er på vej.
Jeg tar de første nye skridt.
Det er en leg.

Jeg frygter ikke bjergets dom
men er beklemt.
Hvis nogen gik her før jeg kom
så er det glemt.

Al fortid ligger hugget ind
i sort granit.
Men håbet er som bjergets vind
og alt biir frit

Den sarte drøm vil flyve snart
så smuk og stor.
Den rene uskyld lyser klart
i sne og ord.

Jeg husker denne dag så godt.
Den var som ild.
Nu føltes livet smukt og flot.
Min sjæl blev mild.

Og bjerget hvisked: Tag imod
den kraft du får.
Hvornår var dagen jeg forstod?
Det var - igår!