Slugten summed af fred, vinden kyssede bjergenes tinder.
Der var skønhed og kraft, som et uberørt tindrende håb.
Og i luftens palads, fyldt med mange usynlige minder,
herskede Ekko, som svared på menneskers råb.

Ensomheden er syg, og hun trykker så hårdt om et hjerte.
Og det dæmpede Suk styrter ned fra det bankende bryst.
Ekko kommer til hjælp, trøster Sukket, der skriger af smerte.
Han bærer Skriget omkring for at finde lidt trøst.

Natten falder nu på. Slugten omringes, den biir belejret.
Og den grusomme plan er at dræbe alt smukt og alt godt.
Nu begynder en fest, hvor de laveste lyster biir fejret.
Ekko biir fanget og bundet og mishandlet råt.

Månen kiggede ned, og dens hjerte begyndte at bløde
og den nægted at tro, man ku’ være så ond og gemen.
Men da solen stod op skød de Ekko brutalt, og han døde.
Bjergene sørgede dybt og græd tårer af sten.