Tæt på kanten af en afgrund, yderst ved den stejle slugt
vil jeg piske mine heste til de sveder og har fråde.
Jeg drikker vind og æder tåge, styrter ind i sjælens gåde
mens jeg ved med farlig glæde, at det er min sidste flugt.

Men gå langsomt, mine heste, selvom pisken hviner højt.
Trav langsomt og stille i nat.
Og I vrinsker, mine heste, traver stædige og drøjt.
Fik jeg levet mit liv? Var jeg aldrig besat?

Men jeg synger min sang, og jeg pisker mit spand.
Jeg fik et glimt af evigheden, nu svinder timens hvide sand.

Stormen hyler ond og voldsom, vissent løv det er som glas.
Mine heste galopperer vildt med slæden over sneen.
Men Døden står og venter på mig, griner højt og hvæsser leen.
Tøv nu lidt, I smukke heste, før min sidste hvileplads.

Men gå langsomt, mine heste, selvom pisken hviner højt.
Trav langsomt og stille i nat.
Og I vrinsker, mine heste, traver stædige og drøjt.
Fik jeg levet mit liv? Var jeg aldrig besat?

Men jeg synger min sang, og jeg pisker mit spand.
Jeg fik et glimt af evigheden, nu svinder timens hvide sand.

Gud har gæstebud idag. Han bestemmer tid og sted.
Hvorfor synger himlens engel med en vrede i sin stemme?
Er det nu klokkerne, der ringer med en gråd, som de vil glemme?
Er det mit skrig til mine heste: Vend nu om og tag mig med?

Men gå langsomt, mine heste, selvom pisken hviner højt.
Trav langsomt og stille i nat.
Og I vrinsker, mine heste, traver stædige og drøjt.
Fik jeg levet mit liv? Var jeg aldrig besat?

Men jeg synger min sang, og jeg pisker mit spand.
Jeg fik et glimt af evigheden, nu svinder timens hvide sand.