Når klokkerne kimer så ved jeg at tiden er inde.
Jeg håber jeg undgår en voldelig død når det sker.
I paradis synger man smukkere end nogensinde.
De levende glemmes. De døde, de danser og ler.

Jeg falder omkuld mens jeg tænker: Jeg loved dig gaver.
Min sjæl stjæler heste og styrter af sted i galop.
Jeg gir dig de blegrosa æbler fra himmelske haver.
De vogtes af engle, der skyder hvis jeg når derop.

Jeg haster af sted og passerer dæmoner der vræler.
Mit mål toner frem og det virker så øde og sort.
Men pludselig ser jeg halvtredstusind fanger der knæler.
Og bag dem i mørket en kæmpestor, mærkelig port.

 
 
 
 

Der’ stille, man hører knap harmen, de lærte at tugte.
De sætter sig halvvejs på hug som en demonstration.
Det her er en lejr, der stinker af velkendte lugte.
Vort liv går i ring og jeg græder i desperation.

En gråhåret olding står brummende henne ved porten.
Trods tusind nøglers forsøg er der ingen der dur.
Jeg ser det’ Skt. Peter og griber ham hurtigt i skjorten.
Nu ber jeg: Velsign mig, før var det imod min natur.

Men Peter forsvinder. Jeg hamrer på porten i smerte.
Den åbner sig langsomt mens vagtenglen står på sin post.
Alligevel styrter jeg ind med mit bankende hjerte.
Jeg ser på en have med månelys, kulde og frost.

Et skud rammer plet men det rager mig ikke en tøddel.
Man vænner sig hurtigt til døden, den biir som en ven.
Og skydes man ned af en himmelsk og engleblid bøddel
så sendes man som en belønning tilbage igen.

 
 
 
 

 
 
 
 

Jeg falder omkuld mens jeg tænker: Jeg loved dig gaver.
Og skamrider hestene langs med den håbløse kyst.
Jeg gir dig de blegrosa æbler fra himmelske haver.
Mit løfte blev holdt, for de tøede op ved mit bryst.