Erindringen er som den bundløse brønd.
Den gemmer på alt, det du blot tog som givet.
Du kigger derned og ser alt som en drøm.
Den viser dig ansigter, hændelser, livet.
Det hele forsvinder i tankernes strøm.

Men hvor der var løgn og hvor sandheden var
den viden går altid på krykker.
Og fortiden er som et skrøbeligt kar
der tit går i tusinde stykker.

 
 
 
 

Der’ mange der husker med ulyst og nag.
De fleste sorterer de minder de tåler.
Måske er der én som kun føler behag.
Men fortiden ligger i mørket og stråler.
Den er som en skat der forsvinder en dag.

Og tegn viste vej, men vi fulgte dem blindt
med sovende øjne og tanke.
Det’ farligt at gå i vor sjæls labyrint
hvis sanserne ikke er ranke.

 
 
 
 

Bebrejdelser hjælper dig ikke en pind.
De bliver begravet i sjælens laviner.
Vi ønsker at glemme, få fred i vort sind
og prøver at undgå de farlige miner
som stadig er dækket af tankernes spind.

Vi graver så dybt i erindringens jord
på jagt efter sygdomssymptomer.
Men sprængsatsen kan være dumhedens ord.
Og udløses minen biir vi til atomer.