Lad den gløde, lad den varme min kolde sjæl.
Lad min krop brænde uden fornuft.
Lad min angst og min tunge beruses
i badstuens rensende luft.

Jeg vil huske, men så kommer smerten
og jeg svides af mindernes kamp.
Tvivlen nager mit liv og vilje
men forsvinder i tankernes damp.

Slå en pøse med vand ud på stenen.
Alt er hede og glemsel og trøst.
Men personkultens billeder bærer jeg
tatoveret med blåt på mit bryst.

Lad den gløde, lad den varme min kolde sjæl.
Lad min krop brænde uden fornuft.
Lad min angst og tunge beruses
i badstuens rensende luft.

Alle håb ligger fældet i skoven
og vor sorg gik utallige mil.
På mit bryst har jeg her Marinka
og tilvenstre er Stalins profil.

Mange år var jeg i Edens have
og jeg havde min djævelske tro.
Men min dumhed faldt ned i mørke
hvor kun mismod og mistro kan gro.

Lad den gløde, lad den varme min kolde sjæl.
Lad min krop brænde uden fornuft.
Lad min angst og min tunge beruses
i badstuens rensende luft.

Og jeg slæbtes af sted til Sibirien
af to vagter, der holdt deres stil.
Men min bror fik mit skrig som ekko
fra mit tvungne og dystre eksil.

Jeg var fange i stenbrud og sumpe.
Støv og gråd var den mad vi ku’ få.
På vort bryst der ridsed vi Stalin.
Han sku’ høre at hjerter ku’ slå.

Lad den gløde, lad den varme min kolde sjæl.
Lad min krop brænde uden fornuft.
Lad min angst og min tunge beruses
i badstuens rensende luft.

Slå en pøse med vand ud på stenen
for jeg gemmer en kuldslået sjæl.
Lad mig glemme forstandens tanker
og befries for fortidens hæl.

Var det hele omsonst og forgæves?
Tanken dundrer igen gold og hvid.
Og jeg slår vildt med birkeriset.
Pisker arven fra den dystre tid.

Lad den gløde, lad den varme min kolde sjæl.
Lad min krop brænde uden fornuft.
Lad min angst og min tunge beruses
i badstuens rensende luft.