Himmelen er i dag
ganske klar,
men nu høres raslen
af våben.

På vor jord er en fryg -
telig larm,
triste træer græder
harpiks-gråd.

Alle skilles og flygter
i sorg.
Ingen sangfugl høres,
kun krager!

Aks med farve som rav...
Når vi det?
Nej. Vi har lagt vor sæd
uden held.

Hva’ dog det, der som rav
lyser op?
Der er en mark, som hær -
ges af brand.

Røg og aske ta’r form
som af kors.
Ingen tage har storke -
reder.

Træer dækket af støv -
efterår.
De som ikke ku synge
lod være.

Ingen kærlighed her -
det er klart!..
Vi har nu meget mer
brug for had!

Røg og aske ta’r form
som af kors.
Ingen tage har storke -
reder.

Jord og vand, overalt
stønnende.
Dog har skoven som før
kroner på.

Men et under så stort
når det sker,
at i skoven vi hør’
førkrigslyd.

Alle flygtede i sorg
langt mod øst,
nu er sangfuglen væk,
storken væk.

Luften holder på lyd
længe, men
netop nu høres larm
nærme sig.

Alle hovslag er nu
trampende.
Når man skriger, sker det
som hvisken.

Alle flygtede i sorg
langt mod øst,
og fra taget forsvandt
hver en stork...