Bagud trillede vi jorden, ved grænsen vi stod
(sådan var det i starten),
Men vor kommandant stødte fra med sin fod
og tvang den tilbage fra Ural.

Så til sidst kom da ordren: "Til angreb" det lød,
vi sku’ tage lidt land og lidt "krummer",
men vi husker vor sol gik den modsatte vej,
den forsvandt næsten helt ovre østpå.

Mens vi ublidt går hen over Jorden,
gir vi formålsløst blomsten et knæk,
og med støvlerne sparker vi til den-
den skal væk, den skal væk.

Og af vinden fra øst fik vi høstakkes buk,
og en fårehjord smøg sig mod klippen.
Uden løftestang drejed’ vi jorden en gang,
mens vi ændrede slagenes retning.

Frygt ikke solnedgang ovre i Øst,
Dommedag er en skrøne for gamle,
men vor jord kan vi dreje hvad retning vi vil,
i de skiftende march-kompagnier.

Vi kravler, vi omfavner tuen,
krammer knoldene, hader alt ondt,
og med knæene sparker vi Jorden-
den skal væk, den skal væk.

Her ku’ ingen have fundet trods søgen og savn
hænder løftet mod himlen.
Alle levende føler den dækning, det gir,
når man bruger de faldnes kroppe.

Finder vaniddets bly alle mål lige straks,
hvor forgår man - i front eller bagland?
Nogen kasted’ sig mod en maskingeværsgrav -
i et øjeblik stivnede jorden.

Mine trin lod jeg blive tilbage,
skænked’ flygtigt de døde lidt sorg.
Og med albuer drejer jeg Jorden -
mod mig selv, mod mig selv.

Der var een, der fik rejst sig og fremført et buk,
han fik en kugle i halsen,
bataljonen den kravler bestandig mod vest,
for at solen kan stige i Østen.

Og med maven i dynd snuses sumpenes slam,
imens øjnene lukkes for lugten.
Nu går solen normalt over himmelens hvælv,
fordi vi farer fremad mod Vesten.

Er mon hænder og fødder på plads nu,
som ved bryllup vi nipper til dug,
og med græsstrået trækker vi Jorden -
mod os selv, mod os selv!