Her sitrer granernes luftige grene
og fugle i ængstelig kvidren.
Du bor i den vilde, fortryllede skov,
hvorfra ingenting fører vidre.

Lad hvidtjørnen tørre sit linned i vinden
lad syrenerne falde som regnen.
For alligevel ta’r jeg dig med mig en dag
ud til slottet hvor fløjterne spiller.

Din verden har troldmænd i tusinde år
holdt skjult for mig og de andre.
Du tror vist, at du intet skønnere får
end den mystiske skov, hvor du vandrer.

Lad blot duggen forsvinde fra græsset i gry,
lad månen strides med himlen så sort.
For jeg ta’r dig alligevel med mig i ly
til et hvidt tårn med vindue mod havet.

Hvornår vil du komme, hvornår vil du stå
her hos mig, vil det ske nogensinde?
Hvornår vil jeg med dig i armene gå
til stedet som ingen kan finde?

Jeg røver dig - hvis du vil være mit bytte.
Har jeg spildt al min kraft - er jeg blottet?
Tag til takke med paradis i min hytte,
hvis nogen har optaget slottet.